78. udgave - 9. april 2013

De sidste to uger har været præget af, at endnu et euroland er kommet i voldsomme finansielle problemer. Cypern med et BNP på 7 pct. af Danmarks niveau har været tvunget ud i en slags betalingsstandsning, men har qua hjælp fra den europæiske centralbank ECB fået kunstigt åndedræt og kan nu fungere finansielt.

De to største cypriotiske banker har desværre opført sig som hedgefonde. De har modtaget store indskud, hovedsagligt fra udlændinge, heriblandt russere. En del af provenuet er blevet brugt til køb af græske statsobligationer, som efterfølgende har tabt 75 pct. af værdien.

I alt udgør tabene alene på de græske statsobligationer det, som svarer til 15 pct. af Cyperns BNP. Dette har ført til kapitalflugt og forestående ”run” (folk tømmer deres bankkonti) på Cyperns banker.

ECB har gennemført en redningsplan på godt 10 mia. euro, som indebærer, at den ene af de to store banker fortsætter og får genskabt sin kapitalbase, medens den anden bank lukkes ned. Cyprioterne kan nu igen hæve penge i landets banker, som alle midlertidigt blev lukket før påske.

Som det fremgår af figuren, er det beløbsmæssigt et lille problem i rækken af europroblemer, men det har dog givet anledning til nye principielle overvejelser.

Hidtil har redningerne af Irland, Portugal, Grækenland og Spanien baseret sig på hjælpepakker og markedsoperationer. I tilfældet Grækenland blev man dog nødt til at nedskrive statsobligationernes værdi med 75 pct. Men græske borgere har på intet tidspunkt tabt deres indskud i de græske banker.

Cypernløsningen er ny
Det nye ved Cypernløsningen er, at ECB har stillet som krav, at kun indskydere med op til 100.000 euro kan hæve deres penge. Alle større indskud vil blive nedskrevet i værdi med store tab til følge for indskyderne. Samtidig indføres der omfattende kapitalrestriktioner. Der laves snærende grænser for, hvor store beløb man kan hæve, og alle udførsler af euro fra Cypern skal registreres i Cyperns nationalbank, som afgør om de bliver tilladt.

Løsningen indebærer derfor to helt nye indgreb. For det første taber indskyderne mange penge, og for det andet er en euro på Cypern ikke længere det samme værd som en euro i Tyskland. Man kan jo ikke tage sine euro ud af Cypern, de kan kun bruges til indkøb på den lille ø. Indtil videre er denne sidste begrænsning gældende en måned, men ingen ved, hvor længe det varer ved.

For den øvrige eurozone er problemet med Cypern meget lille i økonomisk sammenhæng. Der er ingen grund til at tro, at dette giver varige mén for resten af eurozonen, selvom der i dagene før påske blev konstateret kursfald for næsten alle værdipapirer i de såkaldte GIIPS-lande.

I eurozonen har man fortsat generelle problemer med at overbevise finansmarkeder og borgere om, at de store gældsposter, som enkelte lande og banker har påtaget sig, rent faktisk bliver tilbagebetalt.

Indtil videre ser det ud som om det vil lykkes, fordi ECB med Mario Draghi i spidsen har lovet at refinansiere gælden, således at renter og afdrag vil blive betalt de næste år. Den ro, vi har set i eurozonen siden juni 2012, hvor Mario Draghi tilkendegav dette, vil derfor formentlig fortsætte i de kommende år, og Cypernproblemet bliver måske kun en parentes.

På lang sigt vil der dog opstå nye eurokriser, med mindre den økonomiske hestekur, man gennemfører i GIIPS-landene, bliver så kraftig og styrker konkurrenceevnen så meget, at disse lande igen kan klare sig i en global økonomi. Dette er fortsat tvivlsomt, og problemet er, som tidligere nævnt i disse artikler, udskudt 1-3 år.

Globale aktiemarkeder 
Heldigvis er der også gode nyheder. Det ser ud som om de globale aktiemarkeder fortsætter op. I år er aktiemarkederne steget 10 pct. Omsætningen af aktier har været ganske pæn, og kursudsvinget på aktiemarkederne – den såkaldte volatilitet – bliver ved med at falde, som det ses på figuren.

Risikoen på aktiemarkederne er således for nedadgående, målt på denne måde. Årsagen hertil er, at der faktisk er økonomisk vækst på vej i store dele af verden bortset fra Europa.

Den seneste undersøgelse fra McKinsey hvor man spørger 1.379 chefer i globale koncerner, viser, at der er overvejende og stigende positiv forventning til global økonomi. Økonomien er på vej frem i USA og store dele af Asien, ligesom Sydamerika og Afrika går godt. Disse tendenser er ganske klare.

Man kan genfinde den samme undertone i alle væsentlige statistiske talserier for det amerikanske boligmarked, for de amerikanske forbrugeres indkøb og endda også for de amerikanske industriers investeringer. Også i Kina er fremgangen klar, om end den bygger på øget gældsætning.

Medens gældsætningen i USA og Europa enten stagnerer eller er på vej ned, så går det anderledes i emerging markets, herunder Kina. I USA er de private borgeres gæld faldet med det, der svarer til 20 pct. af BNP.

I Europa er den private gældsætning stagneret. I emerging markets, og særligt Kina, er gældsætningen vokset de sidste fem år i træk. I Kina er gældsætningen blandt virksomheder og offentlige institutioner næsten fordoblet.

 I BRIK-landene vokser gælden med mellem 10 pct. og 20 pct. om året. De fleste af emerging markets-landene har heldigvis stærk økonomisk vækst, og derfor kan landene indtil videre godt bære den forøgede gældsbyrde.

 Så længe den økonomiske vækst holder sig på et højt niveau, og så længe de pågældende lande fører en økonomisk politik, som er konservativ, vil gældsætningen kunne fortsætte uden væsentlige problemer.

I Kina er gældsætningen nået op på USA-niveau, medens de øvrige emerging markets-lande har en noget lavere gæld.

Der er således ingen grund til bekymring på den korte bane, men på længere sigt er det bemærkelsesværdigt, hvor enorm gældsætningen er i de nyudviklede lande. Af figuren fremgår, at gælden er femdoblet siden 2002, i en periode hvor BNP i de samme lande kun er fordoblet. Dette er klart en risiko, man skal være opmærksom på de næste fem år.

Europa ikke med på vækstbølge
Hvad angår Europa, ser det ikke ud til, at vi kommer med på vækstbølgen. Alle de store europæiske lande sparer på de offentlige udgifter og fører i betragtning af konjunktursituationen en konservativ finanspolitik, hvor man forsøger nedbringe de offentlige underskud.

Dette hæmmer vækstmulighederne de kommende 2-3 år, og man kan derfor forvente, at Europa stadig må imødese en periode med generel lavvækst. I Sydeuropa formentlig negativ vækst, medens Nordeuropa kan få positiv vækst og lidt glæde af, at resten af verden viser pæne væksttakter, og at eksporten ud af Nordeuropa som følge deraf vil have ganske gode betingelser.

Alt i alt et billede af en global økonomi, der er på vej frem, og et Europa, der halter efter.