Maj Invest Update

Hvis vi starter med Europa, er det efterhånden en kendsgerning, at der er tale om et Europa i forskellige hastigheder. I gamle dage skelnede vi mellem Øst- og Vesteuropa. I dag bør vi i højere grad skelne mellem Sydeuropa og Nordeuropa, hvilket den seneste udvikling i Grækenland er en påmindelse om. I Sydeuropa har man på én og samme tid et betragteligt overforbrug ligesom i USA, og samtidig har man velfærdsidealer, som dem vi kender i Skandinavien. Man opbygger europæiske velfærdssystemer og har samtidig et stort element af ”amerikansk overforbrug”. Denne cocktail er uheldig; vi kender den fra dansk økonomi i slutningen af 70’erne, og resultatet er statslig gældsætning og gældsætning til udlandet. En slags dobbelt underskudsproblem, som erfaringsmæssigt er meget svært at løse. Dette har ramt alle de sydeuropæiske lande, og det har også ramt Storbritannien og Irland. Den øvrige del af Europa fortsætter nogenlunde uændret med Tyskland og Frankrig i spidsen. Ikke høje vækstrater men en rimelig solid udvikling, som ikke skaber finansielle problemer. Figuren herunder viser, at aktiemarkedet for længst har opdaget disse problemer. De sydeuropæiske lande har aktiemarkeder, som er i ”krise”, mens midteuropæiske og nordeuropæiske aktiemarkeder klarer sig noget bedre. 

På lidt længere sigt er de europæiske problemer desværre store og ens. Både Midt- og Nordeuropa vil også løbe ind i betragtelige udfordringer. De offentligt finansierede velfærdssystemer er omfattende, og i takt med befolkningens stigende alder og det lave fødselstal vil dette svække statsfinanserne. Beregninger foretaget af IMF og Barclay Capital viser, at beskatningsprocenten de næste 50 år skal øges med ca. 6 procentpoint i Europa, for at man kan finansiere den aldrende befolkning. Denne skattestigning kan i en lang række lande godt finansieres, fordi beskatningen ikke er så høj. I Skandinavien bliver det imidlertid en meget stor udfordring, fordi skatteprocenterne i forvejen ligger i den høje ende og formentlig ikke kan øges herfra. De to figurer herunder viser dels hvor stor en skattestigning, der kræves for at finansiere den nuværende finanskrise, og dels hvor meget der kræves for at finansiere den nævnte aldring af befolkningerne.

I figuren herunder kan man se, hvor høje beskatningsniveauerne i dag (2009) er i de forskellige lande i verden. Det fremgår ganske klart, at Sydeuropa: Spanien, Grækenland og Portugal faktisk har mulighed for at øge beskatningen, idet de ligger med gennemsnitlige beskatningsniveauer i underkanten af 40 %. I Skandinavien ligger vi over 50 %, og har derfor langt mindre mulighed for at øge beskatningen.

Med andre ord kan man konkludere, at de sydeuropæiske gældsproblemer, vi ser lige nu, risikerer at blive gentaget over det meste af Europa, når befolkningssammensætningen ændres. Vi har altså i Grækenland anskuelighedsundervisning i, hvor vanskeligt det bliver at finansiere den skandinaviske velfærdsstat, hvis vi ikke laver noget radikalt om i den velfærdsmodel, vi har i dag. Enten skal pensionsalderen sættes op, eller velfærdsordningerne skal begrænses. Hvis ikke en af disse dele gennemføres de næste 10 til 15 år vil vi få problemer, som dem man for tiden ser i Sydeuropa.

Vender vi blikket mod Asien, er gældsproblemer ikke særlig relevante. I Asien er opsparingsiveren stor, og der er ingen grund til at forestille sig den slags problemer bortset fra Japan, som har en aldrende befolkning. I det meste af Asien har man unge befolkninger, høje vækstrater og stor opsparing. Asien er således hjemstedet for de stik modsatte problemer af de europæiske. Der er overopsparing, finansielle overskud, pengemængden vokser, boligpriserne stiger, og aktiemarkederne drives af stor optimisme. I Asien har man til gengæld alle de ingredienser, som normalt skaber aktiebobler. På den baggrund er der grund til at tro, at Asien i de kommende 5-10 år vil præges af høj vækst, men også boblelignende tilstande og de problemer, der dertil hører.

Udviklingstendensen de sidste 20 år har i Asien været kendetegnende ved, at Kina har overtaget Japans plads. Japans BNP er stagneret, deres eksport er faldet, og i samme periode er Kinas eksport steget tilsvarende. Kina har med andre ord udfyldt hullet i takt med Japans økonomiske nedtur. Mange har den opfattelse, at Asiens økonomi i dag vokser så hurtigt, at den snart overhaler alt andet i verden. I realiteten er der dog tale om en lidt anden udvikling. Asien oplevede i midten af 90’erne en voldsom recession og kraftigt faldende vækstrater. De sidste ti år har indhentet dette økonomiske hul, som blev skabt, og faktisk er Asiens andel af verdensøkonomien i dag den samme, som den var for ti år siden, hvilket fremgår af figuren her. Med andre ord kan man sagtens forestille sig, at de asiatiske lande klarer sig godt og bedre end Europa de næste 10 år. Men der er dog grænser for væksten, og der er ingen grund til at tro, at asiatiske aktiemarkeder kommer til at klare sig bedre end i Europa. Man kan sagtens opleve økonomisk vækst, uden at aktiekurserne stiger.