Maj Invest Update

Den kinesiske præsident Deng Xiaoping besøgte i 1980 Singapore. Han blev så inspireret af Singapores økonomiske mirakel, at han besluttede at oprette en økonomisk frizone i provinsen Shenzhen, hvor man lod markedsøkonomien herske. Man tillod udenlandske koncerner at investere, og man accepterede privat ejendomsret, fri konkurrence og fri løndannelse. Samtidig påbegyndte staten en udbygning af infrastrukturen. Eksperimentet faldt heldigt ud, og derfor valgte man at bruge Shenzhen-modellen i hele Kina. 

Verdens største eksportnation
Igennem 1980’erne havde Kina store problemer med at få eksporten til at følge med importen. Man havde solide handelsunderskud. Det ændrede sig i 1990’erne, hovedsageligt fordi man devaluerede sin valuta med 50 pct. og støttede erhvervslivet ved at satse på uddannelse og ved at lade de fattige bønder strømme til byerne som billig arbejdskraft. Det medførte, at Kina i 00’erne blev verdens største eksportnation. Dette skabte en stor valutareserve til landet, som sikrede tilliden til pengesystemet og valutaen.

Da eksporten omkring 2009 fik svært ved at vokse yderligere, lod man de statslige investeringer vokse. Figuren viser tal for udbygningen af højhastighedstog i Kina. Det skabte yderligere efterspørgsel, fordi byggeri af jernbaner, motorveje, broer, hospitaler og universiteter jo skaber både job og indtægter. Det giver en multiplikatoreffekt bestående i, at de mange nye job skaber lønindtægter, privatforbrug og investeringer i tilknyttede erhverv.

I dag er infrastrukturen i Kina så udbygget, at man som noget nyt nu satser på udbygning af den gamle ”Silkevej”. Det vil sige transportkorridorer til stort set alle lande i Asien, Europa og Afrika. Der er besluttet et investeringsprogram, som svarer til 1281 mia. dollar, hvilket er en finanspolitisk saltvandsindsprøjtning, der svarer til fem gange den Marshallplan, USA gennemførte i 1950’erne.

Stor købekraft
Resultatet har været en betydelig velstandsstigning. Figuren viser, hvor meget produktionen pr. indbygger er steget i Kina siden 1980. Dengang var Kina et af de fattigste lande i verden. I dag er Kinas BNP pr. indbygger på fem gange niveauet i Indien, men dog stadigvæk kun 1/7 af niveauet i USA. Måler man i købekraft, er Kina bedre stillet. Prisniveauet i Kina er langt under USA, og derfor er købekraften for en gennemsnitlig kinesisk familie på omkring 1/3 af en amerikansk familie.

Bemærk også, at kineserne i Taiwan, Singapore og Hong Kong har klaret sig endnu bedre. De startede moderniseringen allerede i 1960’erne, og derfor er deres indkomstniveau pr. indbygger langt højere end i Kina. I Singapore er indkomstniveauet det samme som i USA – og i øvrigt væsentligt over europæisk niveau.

Hvis man tænker sig, at Kina i de næste 10-15 år fortsætter udviklingen, er det ikke umuligt, at de når op på et indkomstniveau som Taiwan. Det vil betyde, at kinesisk økonomi bliver halvanden gang større end den amerikanske økonomi. Hvis de når op på niveau med Hong Kong og Singapore, hvilket næppe er realistisk, vil Kina få en størrelse på fem gange USA. Dette skræmmebillede er nok årsagen til, at Trump ser Kina som økonomisk hovedmodstander for USA.

Kinas gæld og demografi volder problemer
Der er dog store risici og forhindringer på vejen. Den første består i gældsætningen. Kina har i dag verdens største gæld. Det skyldes ikke, at kineserne skylder udlandet penge, men derimod at de kinesiske virksomheder er meget gældsatte. De har optaget enorme virksomhedslån i bankerne, som på den anden side har skaffet sig indlån fra borgere og virksomheder samt indskud fra den kinesiske centralbank. Virksomhedsgælden i Kina er næsten dobbelt så stor som i USA, på trods af at USA har en økonomi, hvis størrelse er næsten to gange Kina. Også i international sammenhæng er gælden enorm. I figuren kan ses, at Kina tegner sig for langt hovedparten af den gæld, som er stiftet siden finanskrisen i 2009.

Kineserne har som et af de få lande i verden stadig en finanssektor, der er kontrolleret af staten, og man har ikke ladet banksystemet være en del af den globale finansielle sektor. Der er fortsat statslig styring af renter, bankudlån, kapitalbevægelser og valutakurs.

Så længe Kina har ”indkapslet” sin finansielle sektor, vil systemet næppe bryde sammen. Men den enorme gæld forudsætter en løbende betaling af renter og afdrag. Allerede nu ser man visse tegn på bekymring for, om denne gældsboble ender i en finanskrise. Rige kinesere prøver i stigende grad at placere deres midler i ejendomme og investeringer uden for Kina for derved at sikre sig mod inflation og sikre sig mod et eventuelt sammenbrud i pengesystemet. Der er ikke noget, som tyder på, at Kina rammer en finanskrise på kort sigt, men gældsproblemet udgør en meget alvorlig risiko for den økonomiske stabilitet.

Et andet stort problem er den demografiske udvikling. På grund af etbarnspolitikken vil Kina de næste mange år blive ramt hårdt. Som det fremgår af figuren, har befolkningen været i vækst siden 1960. De store årgange i perioden 1950-70 førte til en kæmpe befolkningsvækst og stigning i arbejdsstyrken. Det er modsat nu. Befolkningen falder og bliver gennemsnitlig set ældre. Andelen af befolkningen, der er uden for arbejdsmarkedet, stiger fra 25 pct. til 45 pct. Udviklingen bliver dramatisk. Kina får flere pensionister end noget andet land på jordkloden. I 2009 var der tre personer i arbejde for hver pensionist/barn i Kina. Om 40 år er det tæt på, at Kina har en person på arbejdsmarkedet for hver pensionist/barn.

Kinesisk økonomi kommer næppe til at vende rundt på helt kort sigt. Men Kinas udvikling indebærer store økonomiske risici, som kan påvirke resten af verden. Kina vil påvirke råvarepriserne, fordi disse i dag holdes oppe af Kinas høje vækst. Den meget lave inflation, vi har set i mange år, kan måske heller ikke fortsætte, når produktionen i Kina bliver påvirket af høje lønninger og mangel på arbejdskraft.

For langsigtede investorer
Men det er fortsat USA og Europa, der står for den største del af global efterspørgsel, og derfor vil eventuelle vækstpauser i Kina næppe ødelægge den globale vækst. Det er først og fremmest USA, man skal holde øje med, når man vurderer muligheder og risici på de finansielle markeder. I USA er væksten stadig intakt. Derfor kan man som langsigtet investor fortsat placere en pæn del af sin portefølje i globale aktier. Vigtigst er nok, at man – alt afhængig af risikovillighed - husker at sprede sin risiko og placere en porteføljeandel i sikre obligationer. Det kan også være en god ide at sænke forventningerne til fremtidige afkast. I de næste ti år vil de gennemsnitlige afkast ligge noget under det, vi har vænnet os til de seneste ti år. Afkastet for en investeringsportefølje de næste ti år ligger formentlig mellem obligationsrenten på 0 pct. og det langsigtede aktieafkast, som vi i Maj Invest vurderer til at være omkring 6 pct.